Klubnyheder

BESTYRELSEN DRIVER VIDERE OG FØJER FREE AGENT TIL

14. september 2021, 17.40

Den udskudte generalforsamling blev velafviklet onsdag d. 8/9 på torvet i HCA. Fremmødet var ikke prangende, men til gengæld var entusiasmen og begejstringen tilstede fra de i alt ca. 10 deltagende som også fik lov at mæske sig i de indkøbte godter.

Vigtigst for aftenen var dog det faktum, at alle i bestyrelsen fortsatte. Alkis har valgt at træde tilbage i rollen som formand efter at have leveret i rollen de sidste 2-3 år, men fortsætter med at bidrage i bestyrelsen.

Mens der også var genvalg til de resterende medlemmer, så var der tillige blevet gjort et stykke lobby arbejde for at rekruttere yderligere til bestyrelsen.
Det er ikke et ukendt ansigt i klubben, men derimod klublegenden Rikke Kjæp Hansen der træder ind i formandsrollen.

William Bond fortsætter som næstformand og har primært med ungdomsafdelingen at gøre, generel trænerpåsætning, samt har den langsigtede vision for klubben for øje.

Turneringslederen er om nogen den måske travleste post i en dansk basketball klub. Og med flere og flere hold og medlemmer stiger arbejdsmængden kun. Line Rugaard Grøsfjeld styrer dog som en anden point guard kampprogrammet fint på plads i stærkt samarbejde med trænerne, kommunen og modstander klubber. Husk at anerkende hendes arbejde når i møder hende i hallen.

Virginie Bouchut er den der holder styr på finanserne og står for E-conomics. Imens William gerne bare vil bruge og bruge penge, så har Vir altid fingeren på pulsen ift. det aktuelle beløb der findes på kontoen.

Jesper Hjembæk er altmuligt manden i bestyrelsen. Der ligger ofte en del løse opgaver og her er Jesper altid klar på at tage fat og har samtidigt god kontakt til rigtig mange mennesker i klubben.

Så har vi vores spilopmager på banen, Alkis Zimmermann som har været med som formand siden vores klub tog sin spæde start i 2018. Man har kunnet se Alkis bidrage på alle leder og kanter i form af sociale medier, holdsport, tøjaftale, sponsorer, opkrævning af kontingent og mange andre helt essentielle ting i klubben.

Så kommer vi til Rikke Kjæp Hansen der som førnævnt træder ind i formandsrollen. Rikke har helt klare meninger og holdninger til hvordan tingene kan/skal foregå og det bliver rigtig godt at få med ind i bestyrelsesarbejdet i OBBK. Samtidig er Rikke vanvittig rutineret og har efter eget udsagn kun betalt kontingent i Odense i den sidste halvanden sæson ud af sin karriere i Odense. Resten har hun tilbragt i bestyrelsen (Der faktisk får gratis kontingent).

Ledelse i en idrætsforening i Danmark er helt uundværlig og skal næsten altid leveres på frivillig basis, hvilket også er tilfældet i OBBK og som også er tilfældet hos vores mange trænere der leverer vanvittig vigtigt arbejde ude i hallerne. Bestyrelsen er bare glade for at kunne lægge rammerne for at så mange dygtige trænere kan sikre fede basketballoplevelser for alle vores medlemmer.

Der er en stor lyst hos alle i bestyrelsen om at fortsætte de gode plays der er blevet kaldt i første quarter (de sidste 3 år). Nu går vi ind i 2. quarter hvor vi satser med lidt fast break på flere fronter som livestreaming, sponsorkoncept og klubture for ungdomsholdene.

Har i lyst til at høre mere er i altid velkomne til at tage fat i et bestyrelsesmedlem som i kan kontakte her: https://www.odensebasketballklub.dk/.../sider/bestyrelsen

Klubnyheder