Klubnyheder

3. division herrer - 2. herrer vinder 10 på 10

14. marts 2019, 17.12

10 kampe, 10 sejre! Klubbens 2. herrer afslutter grundspillet med 10 på 10 - i lokaleopgøret mod DSIO blev det til en overbevisende sejr 🏀💪 Holdkaptajn Niels Degn-Andersen skriver til kampen:  En tidlig aften i universitetshallen var tirsdag skue for 2. herres sidste kamp i grundspillet. De foregående 9 er alle endt med lutter sejre, og der var ingen grund til at ændre denne stime. 

Dagens modstander var rækkens nr. 2, et ungt mandskab fra DSIO, der allerede fra opvarmningen viste, at de var mere end normalt klar til at battle. Det første opgør var endt med en smal sejr til Odense på 65-57, så DSIO havde revanche til gode.  Odense 2 stillede grundet et par sene afbud kun med 7 mand til dagens opgør; Tøffe, Skyggen, Doktoren, Aben, Reggie Niller, Viggi og Todd Jones. For første gang i sæsonen er vi uden en ”rigtig” center, og fokus er fra start at holde DSIO ude af feltet og hjælpe hinanden i reboundspillet. DSIO havde et par høje drenge med, men heldigvis manglede de lidt kilo på sidebenene.

Vi spiller solidt forsvar fra begyndelsen og bringer os foran 9-3 efter seks minutter. DSIO kommer lidt igen de sidste minutter, men vi fører 15-12 efter ti minutter. Coach Niller pløkker løs og står for 10 point. Viggi kæmper under kurven og bruger sine muskler fornuftigt til at holde alle modstandere væk. Indtil videre ellers en stille kamp, men der skulle snart ske ting og sager på DSIO’s bænk.

Anden periode begynder ligesom første, og vi udbygger vores føring til 24-15 efter fem minutter. Tøffe swisher et par hjørnetreere, og i de fem minutter har vi skudt 6 straffekast, og selvom Todd testede pladens holdbarhed med to kæmpe mursten, er det et godt tegn, at vi trækker mange fejl på de unge drenge. Vi formår at komme foran 31-19 inden DSIO, via et engagement og gejst, vi andre ikke har set siden vi spillede ynglinge, kommer lidt igen til sidst. De råber og skriger, hujer og laver vilde fagter og er helt oppe at køre på bænken, og den overdrevne gejst smitter af på spillerne på banen. Om de får et stop, scorer på et straffe eller laver en vellykket dribling går deres bænk amok og jubler, som havde de vundet kampen. Det har de dog ikke; til gengæld laver de et hav af fejl og vi skyder 14 straffekast.Vi fører 38-28 efter anden periode. 

I tredje periode fortsætter det hele med at stritte på DSIO’s drenge, og de fortsætter med at spille hårdt forsvar, double ved screeninger og skrige og skråle. Ud over at vi trækker en masse fejl på dem, hjælper det dem ikke stort og vi fører 49-35 efter 7 min. Aben og Skyggen stopper alle drives mod kurven. Vi har dog svært ved at komme ind i et flow angrebsmæssigt og selvom vi igen skyder 14 straffekast, kommer DSIO igen tilbage. Deres bænk er ved at eksplodere, da de reducerer til 52-45 til at slutte perioden af med. 

Med 10 minutter igen skal vi igen holde fokus på forsvaret og være aggressive mod deres alt for ukontrollerede pres. Igen kommer vi godt ud, og efter fem minutter er vi foran 63-51. Et ganske solidt forspring, som vi burde kunne holde. DSIO fortsætter med at spille forsvar med hovedet under armen og 120 km/t, og vi straffer dem rutineret med lidt sydamerikanske fagter. De får reduceret til 63-55, men de resterende tre minutter lukker vi helt af i forsvaret og trækker lidt flere fejl i angrebet. Lige så stille begynder tingene ved DSIO at antage normale former, og vi får lukket kampen. 

Vi vinder 71-55. 

Box score: Niller 33, Tøffe 14, Viggi 11, Doktor 5, Aben 4, Todd 3, Skyggen 1. 

Dermed er vi klar til slutspillet. Vi spiller mod nr. 4 fra 3.div. pulje nord. Hvem det bliver vides ikke endnu.

Klubnyheder